Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i Børnehuset

Hyldegården er et certificeret Idræt, leg og bevægelses børnehus, hvilket betyder at lege og bevægelse er en naturlig del af hverdagen i Hyldegården, således at kompetencerne bliver ”leget” ind i børnehøjde. Idræt og bevægelse bliver også brugt til at få ”pulsen op”, så vi kan skabe nogle gode og sunde motionsvaner som børnene kan tage med sig når de når skolealderen. Det pædagogiske personale er særligt uddannet i idræt og bevægelse. Idræt, leg og bevægelse er i højsæde når du og dit barn træder ind ad døren i Hyldegården. Fællesarealet og grupperummenes indretning indbyder til et væld af sansemotoriske og fysiske udfordringer. 

Vi har også et stort og udvidet fokus på at arbejde med sprog, sproglige kompetencer og er optagede af gaven ved at have flere sprog. Vores hus består af mange familier med forskellig kulturel baggrund, så vi favner bredt over store dele af verden. Vi ser vores forskellighed som en styrke og en rigtig god måde, at understøtte at børn lærer om forskelligheder, lærer at være solidariske og nysgerrige på andre mennesker i deres omverden.

Børnene er hver dag i mindre grupper i et pædagogisk tilrettelagt læringsmiljø, hvor der arbejdes med den fælles faglige ramme og hvor det enkelte barns læring og udvikling følges. Vi har tilrettelagt projektarbejde i børnehøjde, hvor vi fordyber os og dykker ned i et emne med børnene over et helt år. Det kunne være eventyr, at lære at være, kroppens indre og ydre, her er du og hvem er jeg? osv. I projektarbejdet sanser, danser, synger, leger vi og dykker ned i projektet med både kroppen og sproget i fokus.